Få et hurtigt overblik med tips til din færd på LinkedIn

Synes du, det er svært at overskue, hvordan du skal gribe LinkedIn an som medie? Virker det uoverskueligt? Vi har samlet en masse brugbare informationer til dig nedenfor, hvor du kan læse meget mere om forskellige features og få hjælp og gode råd til din tilstedeværelse på LinkedIn.

LinkedIn-istens Tips & Tricks

Din LinkedIn-profil

Din LinkedIn-profil

LinkedIn er ikke blot et fremragende netværksværktøj. Det er også en søgemaskine til søgning af personer med bestemte kompetencer. 

Du kan blive fundet på LinkedIn både gennem forslag til forbindelser, netværk og aktiviteter, og du kan øge dine chancer for at blive fundet ved at implementere søgeord på din profil. 

Søgeord fungerer her ligesom, hvis man implementerer søgeord på en hjemmeside for at blive fundet på eksempelvis Google. 

Når du sørger for, at din profil og dine opslag beskriver dig og din virksomhed, er den åbenlyse fordel, at du viser hvad du kan og hvad du tilbyder. Men derudover bliver du også lettere at finde for relevante personer. 

Målet er at blive fundet via søgeordene og blive husket på det samlede indtryk af profilen. 

 

At opdatere profilen…

Det kan være lidt af en mundfuld at gå i gang med at opdatere sin LinkedIn-profil. Derfor har vi lavet en tjekliste til at hjælpe dig på vej mod en profil, der fortæller alle de besøgende, hvem du er. 

Download tjeklisten her.

HUSK at din profil skal afspejle DIG og hvem du er som person – professionelt og fagligt. Caroline har for eksempel personaliseret sin profil med en masse Caroline-glimmer - dog stadig uden at det bliver privat. 

Interaktion på LinkedIn

Interaktion på LinkedIn

Dine aktiviteter og interaktioner på LinkedIn skal ses som din måde at netværke med dine forbindelser på. Det er via interaktionerne, at du går rundt i lokalet og snakker med folk. 

Der er flere niveauer af interaktion. Nogle kræver mere af dig, andre kræver meget lidt. Nogle er meget tydelige for en tredje mand, andre er slet ikke. Her får du lige en hurtig gennemgang: 

 

REAKTIONER på andres opslag 

Det er den lette. Det er hurtigt og let at reagere med et like eller en af de andre reaktionsmuligheder. Brug gerne de andre, hvis det passer ind. Det får dig til at skille dig lidt ud fra den klassiske tommel op. Dit netværk får opslag i deres feed som folk i deres netværk – dig – reagerer på. På den måde deles tredjemands opslag også til dig og dit netværk. 

 

KOMMENTARER 

Det er den lette af de mere krævende, da det stiller krav til lidt tankevirksomhed at finde på en god kommentar til et opslag. Det er nemlig vigtigt at være konstruktiv, og det må gerne være mere end den klassiske ”godt brølt, løve”. Hvis du har kommenteret på en tredjemands opslag, kan dit netværk også se dette i deres feed.

 

DELINGER 

En deling er, når du gendeler en andens opslag. Når du deler et oprindeligt opslag, skal du altid tilføje en tekst til delingen, så du fortæller netværket, hvorfor du har delt opslaget.  

Delinger trækker generelt mindre engagement og interaktioner, da LinkedIn favoriserer originalt indhold. 

Et alternativ er derfor at lave et nyt opslag, hvor du gendeler pointen fra det opslag, du gerne ville dele. Men HUSK at tagge og skrive, hvem det originale opslag kommer fra. Tilføj evt. også et link til det originale opslag i dit nye opslag. Hvis du er i tvivl, om du må lave et nyt opslag, kan du altid skrive og spørge personen, om du må lave et nyt opslag og kreditere vedkommende for den gode pointe. 

 

OPSLAG 

Det er måske den mest krævende af interaktionsformerne. Her skal du nemlig skabe noget fra bunden. Det er dog også den, der giver dig mest synlighed blandt både netværk og potentielle nye forbindelser. Du kan se mere om ”det gode opslag” i næste punkt her på siden. 

 

ARTIKLER 

Du kan også lave en artikel. Det fungerer lidt ligesom et opslag, der er bare plads til mere tekst og til at tage flere pointer og argumenter med.  

Lav en artikel, hvis du fx har et fagligt emne, du ønsker at uddybe grundigt med argumenter og forklaringer. Det fungerer lidt som en blog og bliver tilmed indekseret sådan af Google. 

 

Hvem kan man interagere med på LinkedIn?

Det er det gode ved LinkedIn: Du kan interagere med hvem du vil. Det er lige meget, om du kender personen i "virkeligheden”.  

Der er generelt en sober, faglig og professionel tone på LinkedIn, og mange er meget nysgerrige på at lære mere. Hvis du selv sørger for at bidrage med en lige så professionel og sober tone, forbliver det sjovt at interagere på LinkedIn. 

Oplever du ting, du ikke gider se, kan du ignorere det eller mute personen, som du ser opslaget fra, via de tre prikker ud for opslaget. På den måde kan du træne din personlige algoritme til at vise interessante ting. Interagerer du med indhold, du gerne vil se, og ignorerer det, du ikke vil se, fortæller du algoritmen, hvem du vil se indhold fra og hvilke typer indhold du vil se. Det er en måde at gøre dit feed meget mere spændende. 

Hvad er et godt LinkedIn-opslag?

Hvad er et godt LinkedIn-opslag?

Det er et opslag, der bidrager med værdi til læseren. 

Når det er sagt, er det individuelt, hvad der gør et indlæg eller opslag godt.  

Du kan følge nogle generelle tommelfingerregler og guidelines ift. hvad du skal overveje, når du laver det gode opslag. Men vigtigst er det at skrive til læseren og sørge for, at det er interessant for læseren. Du kan fx tænke: ”hvad vil jeg gerne selv læse om?” 

Når du skal til at skrive et opslag, kan du overveje følgende punkter:  

 

Algoritmer 

Det er dem, der bestemmer hvem og hvor mange, der ser dit indlæg. De er hemmelige. Men der er nogle ting, som påvirker dem:  

Den vigtigste: Engagement fordrer mere engagement!! Det har derfor betydning, hvornår du deler opslaget, hvor mange der reagerer inden for den første tid, og om du selv er hurtig til at svare på kommentarer. Det gør nemlig alt sammen noget for engagementraten og dermed rækkevidden af dit opslag. 

Linker du til eksterne sider (altså sider uden for LinkedIn), er det mindre godt. Men husk altid brugervenligheden - linket skal være lettilgængelig for den, der skal læse det, så overvej lige en ekstra gang, om det nu også er en god idé at gemme linket væk nede i kommentarerne. 

 

Hashtags 

De bruges til at finde lignende opslag. Du kan følge interessante hashtags, så du får opslag med disse hashtags i dit feed. Derfor kan du også bruge dem selv som en metode til at blive fundet. Du kan f.eks. lave dit eget personlige hashtag. 

 

Tag andre 

Du kan tagge andre personer, steder og virksomheder, når det er relevant. Det giver både pondus og ekstra på engagementkontoen, fordi deres netværk også ser det, når de reagerer på opslaget – og det gør de, fordi de er tagget. 

 

Links 

Algoritmen kan som sagt ikke lide eksterne links, men dermed ikke sagt at du ikke kan have dem med. De skal dog være relevante, og de skal virke og linke et rigtigt sted hen – ellers er det lige meget, og du risikerer at dine læsere/følgere bliver irriteret og ikke gider interagere med dit indhold i fremtiden. 

 

Medier 

Brug billeder og video til at fange interesse og få læseren til at stoppe op – men igen, det skal være relevant for indholdet af dit opslag. Du skal anvende det til at underbygge budskabet. Det må ikke bare blive et element, der bare er der. 

 

Opslagets udseende 

Gør det let at læse og hurtigt at forstå! 

Lav derfor gerne et linjeskift mere end du normalt ville gøre. 

 

Hvad er gode emner at skrive om?

Det er individuelt, og det kommer an på din branche, og hvem du gerne vil fange med dine opslag på LinkedIn. 

Tænk derfor på hvad du selv gerne vil læse om - og hvad vil du ikke læse om - på LinkedIn. 

Der er mange måder, hvorpå du kan finde emner at skrive om. Du kan f.eks.: 

  • Tænke på hvilke fejl du tit støder på i din branche og hvilken løsning, der er/kunne være på fejlen 
  • Lave lister, top 3’ere, 5 fejl i xxx  
  • Fortælle hvad eksperterne siger og kom med fakta 
  • Forklare en definition på et emne indenfor din branche 
  • Fortælle noget som ”jeg ville ønske, jeg havde vidst at..” 
  • Aflive myter 

Det er vigtigt at huske, at det ikke er alt, der er lige så indlysende for læseren, som det er for dig. Vi har alle vores egne spidskompetencer.

LinkedIn Creator Mode

LinkedIn Creator Mode

Med Creator Mode kan du øge din rækkevidde og indflydelse på LinkedIn. Det sker bl.a. ved, at du får adgang til flere funktioner, som hjælper dig med at oprette indhold og ramme din målgruppe på LinkedIn. 

 

Med Creator Mode sker følgende bl.a.: 

  • Knappen 'Opret forbindelse' ændres til 'Følg'. I stedet for antal forbindelser, vil det være antal følgere som vises i profilintroduktionen. 
  • Emner som slås op i profilintroduktionen som hashtags, gør det lettere for andre LinkedIn-medlemmer at opdage indholdet og følge dig. 
  • Indlæg og andet indhold fremhæves og flyttes op øverst på din profil. Under afsnittet 'Aktivitet', vil 'synes godt om' og kommentarer ikke længere blive vist. De vil dog stadig kunne findes under 'Se al aktivitet'. 

Grupper på LinkedIn

Grupper på LinkedIn

Grupper på LinkedIn er et forum og fællesskab, hvor du kan interagere og opbygge relationer med andre medlemmer inden for samme branche eller med de samme interesser som dig. 

Et par gode råd til medlemskab i grupper på LinkedIn: 

  • Sørg for at læse gruppens beskrivelse og regler, inden du anmoder om at blive medlem, så du ved, hvad du går ind til og hvad der forventes af dig. 
  • Deltag i debatten og samtalerne, del ud af din viden, stil spørgsmål, @-omtal andre, del nyheder og meget mere. På den måde er du med til at gøre gruppen til et interessant forum at være en del af. 
  • Vær generelt respektfuld og relevant for gruppens medlemmer – og så skal du selvfølgelig altid overholde LinkedIns retningslinjer. 

Forbindelser vs. følgere på LinkedIn

Forbindelser vs. følgere på LinkedIn

Forbindelser er personer, som du er forbundet med på LinkedIn. Hvis du er forbundet til nogen, kan I se hinandens delinger og opslag i jeres feed. Når I er forbundet, kan I også sende meddelelser til hinanden. Som standard vil du følge dine forbindelser i 1. led.  

Tip: Du kan ud for en persons navn se, i hvilket led I er i forbindelse. Fx 1st = I er forbundet i første led. 2nd = du er forbundet med nogen i første led, som er forbundet med personen i første led. 3rd = det er en forbindelses forbindelses forbindelse. 

Du kan altid holde op med at følge en forbindelse, hvis du ikke længere vil se vedkommendes opslag i dit feed, men gerne vil forblive forbundet.  

Hvis du følger en person på LinkedIn, kan du se personens opslag og artikler på din startside og i feedet uden at være forbundet med vedkommende. Personen, du følger, kan dog ikke se dine opslag. 

Social Selling Index

Social Selling Index

Med LinkedIns egne ord måler Social Selling Index (SSI), hvor god du er til at etablere dit professionelle brand, finde de rigtige forbindelser, engagere dig med indhold samt opbygge relationer. 

Der måles på en skala fra 0-100. Den er inddelt i 4 områder, som hver tæller 25% af den samlede score. 

De fire områder er: 

  1. at etablere et professionelt brand.  Byg din profil med din målgruppe i baghovedet, og ved at dele indhold, som er relevant for din målgruppe. 
  2. at finde de rigtige forbindelser. Brug søgningsværktøjet til at identificere og finde nye spændende forbindelser hurtigt og effektivt. 
  3. at engagere sig med indhold. Opdag og del indhold, som skaber dialog og lægger op til at udvide og styrke dine relationer i netværket. 
  4. at opbygge relationer. Styrk dit netværk ved at finde beslutningstagere i din branche og opbyg tillid. 

SSI opdateres dagligt. Derudover har du mulighed for at se din score i relation til andre i din branche og personer i dit netværk. 

Du finder dit Social Selling Index på linkedin.com/sales/ssi. Er du logget ind på LinkedIn på den enhed, du ønsker at tjekke dit SSI fra, finder den tallet helt automatisk. 

 

Hvad kan du bruge SSI til? 

Du kan bruge Social Selling Index til at finde områder, hvor du kan optimere din personlige branding. For eksempel ved at være bedre til at interagere med andres indhold eller oprette forbindelse til relevante personer fra din branche. 

Dog vil vi ikke anbefale at fokusere alt for meget på SSI-scoren, da det hurtigt bliver en jagt på en højere og højere score, som kan gøre dit personlige udbytte og fornøjelsen ved at opbygge et stærkt netværk mindre. 

At udvide netværket på LinkedIn

At udvide netværket på LinkedIn

Hvad vil det sige at udvide netværket via LinkedIn?

En af de fede ting ved LinkedIn er, at du via LinkedIn kan udvide dit netværk og komme i kontakt med spændende og interessante personer, som ikke normalt ville være en del af dit netværk.  

Dit nye online netværk er lige så godt som det "in real life". I kan både støtte og hjælpe hinanden med kommentarer og beskeder med tips eller anbefalinger. 

LinkedIn favoriserer netværk med tætte relationer. Det vil sige, at du og dine forbindelser interagerer med hinanden og hinandens indhold via likes, kommentarer, delinger og private beskeder. 

Udvid gerne dit netværk, men overvej at opsætte nogle kriterier for hvem du "lukker ind i folden". Så kan du være med til at sikre, at dine forbindelser er relevante.  

Pas altså på med bare at acceptere og sende tilfældige invitationer, da du risikerer at skabe et såkaldt irrelevant netværk og faktisk også at blive ”straffet” af LinkedIns algoritme f.eks. i forbindelse med deling af dine indlæg, fordi de irrelevante ”fyld”-forbindelser ikke interagerer med dit indhold. Det giver altså minuspoint i forholdet til relevans, hvis du har 10.000-vis af forbindelser, men det kun er meget få af dem, der interagerer med dig og dit indhold.  

Mine egne kriterier består bl.a. af, at kommende forbindelser enten skal være nogen, jeg kender i virkelighedens netværk, eller som er i samme branche som mig eller som har reageret på mine indlæg. Derudover accepterer jeg sjældent anmodninger om at connecte, hvis ikke der er en personlig besked tilføjet til anmodningen. Læs mere om, hvordan du aktivt bruger og udvider dit LinkedIn-netværk længere nede på siden. 

 

Hvordan sender jeg en invitation til at dele netværk? 

Du kan invitere personer til dit netværk på flere måder. Fx via: 

  • Medlemmets profil  
  • Siden med søgeresultater 
  • Siden 'Udvid dit netværk', hvor du kan importere kontaktpersoner ved hjælp af deres e-mailadresse 
  • Fanen 'Dit netværk' (også der, hvor du kan acceptere ventende invitationer) 
  • Forslag fra LinkedIn - ”Personer, du måske kender” 

Uanset hvor du finder dine nye forbindelser, skal du sende en personlig invitation, hvor du tilføjer en besked til din invitation. Dette er med til at fortælle personen, hvorfor du gerne vil connecte. 

OBS: For at tilføje en besked til din invitation via mobilen SKAL du via personens profil. Her skal du trykke på de tre prikker under personens intro og herefter vælge 'Personlig invitation'.

Dette kan også være tilfældet ved flere af de ovennævnte metoder til at finde nye forbindelser på. Det er derfor altid en god idé at gå ind på personens profil for at sende invitationen. 

  1. Tryk 'Opret forbindelse' 
  2. Tryk 'Tilføj bemærkning'
  3. Skriv din besked 
  4. 'Send'

  

Hvis personen har Creator Mode slået til? 

Har personen Creator Mode slået til, vil der være en 'Følg'-knap i stedet for 'Opret forbindelse'. Hvis du blot ønsker at følge personen for at se deres opslag, kan du bruge denne. Ønsker du stadig at oprette forbindelse til personen, kan du også det. Tryk blot på 'Mere' og dernæst på 'Opret forbindelse'.  

 

Kan jeg trække en invitation tilbage efter, at jeg har sendt den? 

 Ja. Sådan gør du: 

  1. Gå til fanen 'Dit Netværk', som ligger i toppen af siden
  2. Tryk på 'Administrer'
  3. På siden 'Administrer invitationer' kan du både se og slette invitationer, som du har modtaget og sendt. Klik på 'Sendt' 
  4. Tryk på knappen 'Træk tilbage' og bekræft i pop-up vinduet

OBS: Trækker du en invitation tilbage, kan du ikke sende en ny til vedkommende før efter 3 uger. Modtageren får ikke besked om, at du har trukket invitationen tilbage. 

BONUS: Du kan vælge, hvilke invitationer du selv vil modtage ved at gå til indstillinger via tandhjulet på siden 'Administrer invitationer'. Her vælger du hvilke invitationer fra dit netværk, du vil modtage. Det er 1) sideinvitationer, 2) invitationer til events og 3) invitationer til at abonnere på nyhedsbreve. 

 

Hvem kan jeg invitere til mit netværk på LinkedIn? 

Du kan invitere alle. Men husk kvalitet fremfor kvantitet. 

 

Hvordan vedligeholder jeg mit netværk på LinkedIn? 

Du kan vedligeholde dit LinkedIn-netværk på mange måder. F.eks. ved selv at lave opslag, ved at interagere med dine forbindelsers opslag eller ved at skrive beskeder til dine forbindelser. 

Du kan finde inspiration ved at kigge i de andre punkter i denne guide. 

LinkedIn virksomhedsside

LinkedIn virksomhedsside

En virksomhedsside er din organisation eller virksomheds tilstedeværelse på LinkedIn. Den giver medlemmerne mulighed for at få flere oplysninger om din virksomhed, dit brand, dine produkter og tjenesteydelser samt jobmuligheder. Du skal have en side, hvis du vil interagere med brugere på LinkedIn som en organisation. 

 

Personlig profil vs. virksomhedsside? 

Vi får tit spørgsmålet om, hvorvidt man skal have både en personlig profil og en virksomhedsprofil, hvis man er en lille virksomhed. 

Svaret er nuanceret og kommer an på virksomhed og personen bag. 

Først er det dog vigtigt at sige, at man altid skal have en personlig profil for at oprette en virksomhedsside på LinkedIn. Det er et krav fra LinkedIn for at skabe tillid og for medlemmernes sikkerhed. 

Hvis din tid er begrænset (og er den ikke det for os alle?), og hvis du kun er dig i din virksomhed, anbefaler vi, at du fokuserer på den personlige profil. Er dette tilfældet, er DU formentlig din virksomhed og dit brand, og derfor kan det give mening at fokusere på den personlige profil.

Omvendt kan det give mening med en virksomhedsside, hvis du ønsker at adskille din virksomheds og dit personlige brand.

Hvis du er i tvivl, om det for dig og din virksomhed giver mening at have en virksomhedsside, så skriv endelig til os, så tager vi en hurtig snak – kvit og frit.

Tip: Hvis du på din personlige profil under "Erfaringer" ønsker at tilføje logo til din virksomhed, skal din virksomhed være oprettet som virksomhedsside. Ligesom Cilo Gram er.

3 gode råd til LinkedIn

De sociale medier udvikler sig hele tiden, og man skal følge opmærksomt med, hvis man vil være med på beatet. Det er der bare ikke altid tid til, og derfor søger vi alle efter gode råd hos eksperterne. Men når medierne udvikler sig kan gode råd fra i går være dårlige råd i dag. Enkelte tips og tricks er dog gældende altid (næsten).. Vi har 3 af dem til dig her.

Linkedin søgemaskine som galleribillede

Skal du have mange flere tips og tricks?

Hop med på en af vores workshops i at bruge LinkedIn i praksis. Læs mere her og skynd dig at melde dig til en hands on workshop, der giver dig værktøjer til at brande dig selv og din virksomhed på LinkedIn.