To be (creative) or not to be?
That is the question.
I vores branche er kreativiteten en essentiel del af vores hverdag og arbejde. Men det er måske ikke så ligetil for alle. Vi hos Cilo Gram er af den overbevisning, at kreativiteten er til at finde alle steder, i alle jobs og brancher. Også selvom den ikke liiige er til at se. Kreativiteten er nemlig en mega vigtig drivkraft for alt hvad vi foretager os.
Hvorfor, tænker du måske?
Når vi er børn, er den kreative udvikling næsten ligeså vigtig som den almene, fysiske og psykiske udvikling. At lade børn udforske og udvikle kreativitet er nøglen til – ja, at være barn.
Undersøgelser viser, at kreativitet er en tillæringsevne, som alle kan stimulere ved hjælp af mange forskellige faktorer. Det kan blandt andet være gennem kreative fritidsinteresser, at løse problemer, stille spørgsmålstegn ved ting, tage chancer eller blot at eksperimentere med farver og former i eksempelvis dit hjem.
Rent samfundsmæssigt, så drager vi også stor fordel af at lade kreativiteten flyde. Kreativitet og innovation går hånd i hånd, og kreativiteten forbedrer vores evne til at se sammenhænge mellem ting og løse problemer. En evne, som samfundets problemer gang på gang understreger, er uerstattelig og nødvendig.
Vi vil derfor give dig fem gode råd til, hvordan du fremme kreativiteten i dit arbejde – hver dag, og uanset hvilket fag du bevæger dig indenfor.
- Bryd rammerne og prøv noget nyt af. Kreativiteten har det nemlig med at dø hen under rutineprægede forhold. For at friske op og gøre plads til nye tanker kan det derfor hjælpe at prøve nogle helt nye ting af og udfordre dine rutiner en smule. Det kan eksempelvis være at tage en ny vej til arbejde, prøve at spise frokost med nogle nye kolleger eller at omarrangere dit skrivebord. Det lyder måske lidt skørt, men de små ændringer kan sætte gang i helt nye og kreative måder at tænke på.
- Dyrk motion. Uanset sportsgren vil motion unægteligt give plads til nogle nye tankestrømme. Motion gør dig blandt andet bedre til at huske. Motion kan være et frirum hvor du enten får tankerne til at flyde eller hvor der bliver lukket helt ned for tankerne. Begge ting er faktisk godt for din kreativitet, da det vil give et nyt, friskt og forhåbentlig kreativt perspektiv på dine opgaver.
- Skriv dine tanker og idéer ned – med det samme. Kender du det med, at du pludselig får en fiks idé, som du har glemt igen et par timer efter? For at udvikle din kreative evne, vil det gavne dig at skrive disse idéer ned, ligeså snart de opstår. Så kan du nemlig altid vende tilbage til den, og de kan være med til at udvikle dit arbejde i en mere kreativ retning.
- Brainstorm. Et redskab der for mange leder tankerne tilbage til folkeskolearbejde. Men også et redskab som du stadig kan drage stor nytte af i dag på dit ”voksen-arbejde”. At brainstorme er en essentiel del i at give kreativiteten frit løb. Det sætter nemlig tankerne igang og fordrer til nye idéer. Prøv det eventuelt i samarbejde med et par kolleger, for at få endnu flere nye indspark på et bestemt emne.
- Sig ja og kast dig ud i det. Vi mennesker har en rigtig træls vane, hvis det skal siges på godt, gammeldaws jysk. Vi har det nemlig med, at intuitivt sige nej eller være kritiske og skeptiske overfor nye ting og idéer. Ændr dit mindset, sig ja og prøv at kaste dig ud i de nye ting. Det er her, du udvikler dig allermest, og hvor kreative tanker ofte opstår. Vi lærer også allermest af at prøve en masse dumme idéer af, før vi finder den helt gode.
Gør du noget specielt, måske nogle af ovenstående tips, for at træne din hjerne til at være mere kreativ? Lad os gerne høre om det! Og hvis ikke, så prøv det af næste gang du er på arbejde. Om ikke andet sker der da lidt forandring på arbejdspladsen. Vi fik i hvert fald et smil på læben.
Held og lykke med kreativiteten.